Genstande og
beretninger fra og om usikre tider…
Objekter fra eksiltiden
Da han nitten år gammel ankom til Amsterdam, købte Carlos Neves med de få penge, han havde tilbage, et skaksæt og et damspil.
I Portugal var han medlem af et filmklub, og der spillede han skak og dam med andre spilentusiaster.
Han lod ikke eksilet påvirke hans lyst og fornøjelse ved de to spil, og i dag holder han disse gode minder inde i disse to æsker.
Bladet ”O Alarme”
Et af de eksemplarer af bladet ”O Alarme”, som indgår i Joaquim Saraivas arkiv.
”O Alarme” blev udgivet i Grenoble mellem 1972 og slutningen af 1974, og efter det, i Paris, indtil slutningen af 1975.
Det var et blad, der henvendte sig til alle, med nyheder om Portugal og nyt fra forskellige indvandrerkredse i Frankrig og andre lande i Europa. Bladet blev solgt i Europa og uddelt i smug i Portugal. Det havde som direktør Jean Paul Sartre, og på et tidspunkt havde det et oplag på 1.000 eksemplarer. Dette eksemplar fra februar 1973 handler om komplottet og mordet på Amílcar Cabral, og den portugisiske regerings ansvar i forbrydelsen bliver afsløret.
I denne artikel fra 1973 under overskriften ” En gruppe af kvinder skriver” informerer bladet ”O Alarme” de portugisiske indvandrerkvinder om P-piller. I oktober samme år fortsatte bladet under den samme rubrik oplysningskampagnen om præventionsmetoder.
Betydningen af musikken.
Folkesangene antog i udpræget grad fra tresserne af en engageret og betydningsfuld rolle i forbindelse med kampen mod fascismen. Sangene udtrykte oprør, angst og undertrykkelse. De afviste fascismen, afslørede arbejdernes udnyttelse og den portugisiske kolonikrig i Afrika.
José Afonso, Adriano Correia de Oliveira, Manuel Freire, Fausto, Padre Fanhais og Júlio Pereira optrådte stadig i Portugal, mens andre, forfulgte af censuren og regimet, blev tvunget til at forlade landet: José Mário Branco, Sérgio Godinho, Luís Cília og Tino Flores – de havde ”som skæbne en fængselscelle”. Fra Carlos Neves-samlingen har vi lavet en playliste med nogle af disse sange, som dengang blev hørt inde i og uden for Portugal, og som inspirerede en revolutionær bevidsthed og udgjorde et incitament til politisk frigørelse.
Objekter fra eksiltiden
Disse lagner tilhører Carlos Neves. Han siger at de blev ”konfiskerede” fra Hotel Hilton i Amsterdam. ”De havde mange af slagsen, og jeg og andre kammerater havde brug for dem. Vi sov i gule toner.”
Dokumenter
Passet her tilhører Joaquim Saraiva, som var flygtning i Danmark, hvor han fik asyl efter et mislykket forsøg i Sverige.
Vejen til et sikkert opholdssted var mange gange besværligt.
Han forlod Portugal i 1970. Uden pas ”sprang” han over grænsen til Spanien ved Vilar Formoso, hvorfra det lykkedes at nå Paris. Her var der én, han kendte, som forsynede ham med et falsk pas, der kunne få ham hen til Sverige.
Vejen til Sverige gik via København, og på grund af en aftale mellem de nordiske lande, som fastslog, at en anmodning om asyl skulle søges i det første land i norden,
en asylansøger kom til, blev hans anmodning om asyl i Sverige afslået, og derfor blev han nødt til at søge om asyl i Danmark.
De var beregnet til, at man ubemærket kunne klistre dem op på væggene og andre flader på kasernerne.
Desertar com Armas (deserter og tag dine våben med!)
”Tegningerne blev udformet til brug i diverse undergrundspublikationer med propaganda om deserteringen. Der blev anvendt en meget enkel teknik, normalt en tynd sort tusch. Illustrationerne blev efterfølgende fotograferet med en film med lav filmfølsomhed – 25 ASA – og overført til plader, som kunne anvendes til fx offsettryk.” Fernando Cardoso, eks-politisk flygtning, boede i Paris.
Hélder Costa: “Não à guerra colonial” (Nej til kolonikrigen!)
“— Desertar? Tu estás doido? E se te apanham!
– Desertere? Er du vanvid? Og hvis de fanger dig?
– Kære søn, det må du ikke … du vil gøre mig ulykkelig. Og hvad vil de sige om dig? At du er en forræder, at du er en kryster, som ikke vil forsvare fædrelandet.
– Mor, hvad er det for noget snak? Disse banditter forsvarer intet fædreland. De forsvarer deres forretninger og det land, de har stjålet (…)
– Hvis du deserterer, kommer jeg aldrig til at se dig igen.
– Og hvis jeg dør i krigen?
– Gud skal nok hjælpe dig. Han vil nok høre mine bønner, høre, hvad jeg beder Ham om.
Være militærnægter…? beslutte sig til at tage væk til Frankrig eller til andet land…? ændre éns liv og horisont…? Et vanskeligt valg trængte sig dengang på, som krævede en holdning og et svar. Dette spørgsmål bredte sig hurtigt til alle samfundslag, da krigen udfoldede sig med sorg og smerte til følge. Tusindvis af familier blev ramt, enten p.g.a. af tab af deres kære, eller fordi deres nærmeste kom til at lide af fysiske og psykologiske mén.
– Det er afgjort! Vi tager af sted. Derude er der allerede mange, som kan hjælpe os. Og der skal ikke hænde vores sønner den triste skæbne at dø i krigen med deres forældre ladt alene tilbage.
Mange tog sagen i egne hænder, de ville ikke affinde sig med situationen, og en enorm udvandringsbølge nåede et astronomisk tal: ca. tre millioner portugisere spredte sig rundt i Europa. I Paris befandt sig mere end én million, hvilket gjorde byen til den by med flest portugisere lige efter Lissabon. Man regner med, at af disse udvandrere var ca. 100.000 desertører elle militærnægtere.
(“Exílios. Testemunhos de exilados e desertores portugueses na Europa (1961/1974)”, Lisboa, AEP61-74, bind 1, s. 26)
Protestmaterialer
Antikoloniale plakater produceret i Holland af Manuel Dias “Capote” i begyndelsen af 1970’erne til en aktion til støtte for portugisiske flygtninge. De er en del af Rui Motas arkiv, eksil i Amsterdam og medlem af Aep61-74 Associação de Exilados Políticos Portugueses. Selvom disse plakater blev lavet allerede før oprettelsen af et desertekomité i Holland, var der adskillige antikoloniale og antikrigsdemonstrationer, der blev udført af forskellige udvalg og foreninger til støtte for eksil uden for Portugal.
Teatret
Teatro Operário (Arbejder-teater) blev grundlagt i Paris af Hélder Costa, som dengang var politisk flygtning og boede i Paris, og nu medlem af Aep61-74 (forening af portugisiske politiske flygtninge).
Teatro Operário havde flere afdelinger spredt over flere byer i Frankrig og Europa. Teatret formidlede anti-krigs budskaber, så som ”O Soldado” (Soldaten) eller fortællinger om oprør, som fx “18 de Janeiro de 1934”, et teaterstykke om arbejderoprøret i Marinha Grande i januar 1934.
Brochure lavet i forbindelse med teaterstykke “Todos unidos na luta venceremos” (Sammen vil vi sejre), der blev skrevet og sat i scene af ”Associação Franco-Portuguesa de Grenoble” (Fransk-Portugisisk forening i Grenoble). Teatret fungerede som et sted, hvor mange kunne mødes i fællesskab og føle et solidaritetsbånd med alle dem, som også søgte noget familiær uden for deres land. Samtidig gav teatret inspiration til protestaktioner og fælleshandlinger.
Eksildokumenter
Ikke kun var “springet” ud af Portugal en risikabel tid for dem, der valgte eksilvejen, det var også undertiden tilbagevenden. Dette franske identitetskort tilhører Fernando Cardoso, et medlem af Aep61-74 Association of Portuguese Political Exiles & nbsp; og landsforvist i Frankrig. Smedet i 1974 for at komme ind i Portugal kan vi læse navnet på Jean Henri Almeras, født i Herault, Frankrig
Grafik til forsiden af Bulletin for de Portugisiske Desertørers Komite i Danmark (marts 1973).
Arkiv Joaquim Saraiva.
De Desertørers Komiteer
Oprettelsen af komiteer af portugisiske desertører og politiske flygtninge i flere lande i Europa var fundamental for udvikling i eksilet af kampformer mod fascismen og mod kolonikrigen. Samtidigt støttede de kampen for arbejdernes, flytningenes og desertørernes rettigheder i tilflytningslandene (“Exílios. Testemunhos de exilados e desertores portugueses na Europa (1961/1974)”, Lisboa, AEP61-74, bind 1, s. 92)
Dokumenter fra eksilets tid
Ved at forfalske studieår på studiekort Civitas Academica var det muligt at at få et Carte d’identité International Étudiant. Sådan husker Carlos Neves, medlem af Aep61-74 (forening af portugiske politiske flygtninge), og eks-politisk flygtning i Holland.
Det gjorde Joaquim Saraiva ligeledes i Danmark i 1973.
“A Luta Continua” (Kampen Fortsætter), udgivet af Angola Komité i Holland, 1973. Arkiv Rui Mota
Komiteer for modstand mod kolonialismen
Angola Komité, grundlagt i 1961 af kendte skikkelser i Holland, så som Sietse Borsga og Trineke Weijdema, rettede sin opmærksomhed mod frihedskampene i de portugisiske kolonier i Afrika. Komiteen spillede også en betydningsfuld rolle, da ”Comité de Refugiados Portugueses na Hollanda” (De portugisiske flygtningenes komite i Holland) blev grundlagt.
”Min første kontakt med Angola Komite var i 1967 nogle måneder efter, jeg var ankommet til Holland (november 1966). Dengang boede der endnu meget få portugisere i Amsterdam, og mine personlige relationer var begrænset til to til tre venner, som jeg kendte fra tidligere, og som, af samme grund som jeg, havde forladt Portugal, de nægtede at deltage i kolonikrigen.” – Rui Mota, eks-politisk flygtning i Holland og medlem af Aep61-74.
Opholdssteder
I halvfjerdserne var Rue du Moulinet 15 i Paris, et hus, hvor mange portugisiske politiske flygtninge, desertører og militærnægtere fik tag over hoved. Fernando Cardoso, eks-politisk flygtning i Paris og medlem af Aep61-74, der gav ”husly, et kollektiv, et solidaritetshus, en huskomité. I halvfjerdserne var der mange desertører, politiske flygtninge og modstandere af kolonikrigen, som kom forbi stedet eller opholdt sig der i en længere periode. Huset nr. 15 var Thérèses ejendom. Hun var en god veninde og var solidarisk med portugisernes sag. Det var et fritliggende hus med et lille og ”hemmeligt” rum i stueetagen, et flot køkken og to værelser på første sal, og øverst i huset et badeværelse og stort rum med altan. Midtpunktet var køkkenet med et kæmpe bord. Hængende over det en kurv med frugt. Kurven hang med en snor fra trapperne, der førte til etagen ovenover. Under trappen var en seng, som var beregnet til de uanmeldte, til dem, der arbejdede om natten, og til andre, hvis alle de andre senge var optaget.
(“Exílios. Testemunhos de exilados e desertores portugueses na Europa (1961/1974)”, Lisboa, AEP61-74, bind 1, s. 69)
Studiekort med Rue du Molinet 15 som adresse. Arkiv Rui Mota
